Ofte forbinder vi sorg, med et dødsfald eller en skilsmisse. I begge tilfælde, omkranser sorgen adskillelsen fra et andet menneske, med andre ord, mærke vi adskillelsesangsten. Men sorg, kan også træde frem, i andre af livets aspekter. Vi mærker sorg, når vi mister vores job, går på pension, lider et tab af fysisk funktion, sygdom og ja, sorgen træder også frem, i de lidt mere provokerende emner.
Vi kan opleve sorg, over at blive forældre. Tabet over vores tabte frihed, som for mange, kan være skamfuld at tale om, fordi vi som forældre, burde være overlykkelig og ikke burde mærke modstridende følelser, over vores nyfødte guldklump.
Jeg mange års erfaring, i arbejdet med mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Deri har jeg stiftet bekendtskab, med den sorg, en forældre til et handicappet barn kan have. Oftest vil denne sorg, være skjult fra omverden og nogle gange, for forældrene selv. Tabet over det raske barn, mod det barn de har. Tabet over ikke at komme til at opleve sit barn, få en kæreste, blive gift og stifte familie. Tabet over ikke at blive bedsteforældre.
Når vi møder livsomvæltningerne, kan vi takle det på forskellige måder. Et af dem er fornægtelse. Fornægtelsen er et forsvar psyken danner, mod at møde virkeligheden af de livsomstændigheder, der f.eks. kan omkranse det handicappet barn i, hvor godt eller mindre godt, kommer mit barn til at udvikle og mestre sit liv.
Desværre oplever jeg ofte, at det kan være tabubelagt, for de forældre at tale om disse følelser og oplevelser. Normer og samfund kan let vælte ind over disse forældre, i at de skal træde i karakter og tage rollen på sig, som den stærke og omsorgsfulde forældre. Overbevisninger i hvad er rigtigt og forkert at gøre, i denne situation, kan let træde frem og komme til at overtage hele situationen, men også i hvordan man bør leve livet fremadrettet.
Nogle gange, kan det at være stærk for sit barn, gør at vi skal være stærk på alle felter, af vores liv. Rummet for ens sårbarhed, er noget man bærer alene. Disse forældre har også brug for at få et pusterum, hvor de kan trække vejret og mærke sig selv og ikke i det øjeblik, skal være noget for en anden.
Har forældrene også andre børn, kan det give andre problematikker. Børn til en handicappet søster eller bror, vil ofte opleve at føle sig overset og ikke få den samme opmærksomhed fra forældrene. Disse børn oplever ofte, at skal håndtere og klare tingene selv, da de godt kan se, at deres forældre, i forvejen er presset.
Børn kan i denne situation, let komme til at lukke af, for deres egne følelser og behov og dette kan have nogle ærgerlige konsekvenser i, hvordan man håndtere sine relationer og følelser, som voksen. Når dette er sagt, kan vi som voksen have en god relation, til vores forældre og den handicappede søster/bror, men ubevidst og bevidst kan der ligge en sorg og vrede, over tabet af den barndom vi havde, lige pludselig, blev til noget andet.
Når jeg skriver dette, behøver dette ”andet” ikke at være dårligt, deri kan der ligge masser af kærlighed, samhørighed og gode oplevelser sammen som familie. Men jeg skriver dette, fordi vi ikke skal underkende, at i alt det gode, kan der også ligge andre følelser og behov, der fortjener at anerkendt og gjort virkelig for en selv.
Når vi undertrykker sorgen eller ikke anerkender den, vil den ubevidst komme til at spille ind, på hvordan vi håndtere hverdagens tummerum og særligt de mennesker, der er om os.
Når vi oplever disse livsomvæltninger eller som jeg vil kalde det ”sjælerystelser” er det vigtigt, at vi har mennesker i vores liv, vi kan tale åbnet og ærligt med. Med dette mener jeg, mennesker vi har tillid til og som vi ved, ikke vil dømme os.
Andre gange, kan det være godt at have en ekstern at tale med, som f.eks. en terapeut.
Jeg ønsker dig en skøn dag
