Hvorfor er det så svært at give slip på en narcissist efter et brud?

Når afslutningen føles forvirrende

Jeg hører oftere og oftere i min praksis, at kvinder fortæller, at de føler sig forvirrede over den afslutning, de havde med deres narcissist. De savner en form for afslutning, som de ikke fik i forholdet.

 

De forstår ikke, hvorfor der ikke kan være en samtale, hvor man får tingene afsluttet på en ordentlig måde, og hvor hver især tager ansvar for deres del, der førte til beslutningen om at afslutte forholdet.

 

Fordi den afslutning ikke finder sted i relationen, føles forholdet uafsluttet indeni, og det føles svært at komme videre. Disse kvinder står tilbage med en oplevelse af:

  • Betød jeg ikke noget for min partner?
    • Var jeg bare ligegyldig?
    • Var det overhovedet kærlighed?

 

Følelsen af ikke at have betydet noget

Særligt følelsen af betød jeg overhovedet noget for min narcissist? hjemsøger disse kvinder. Den følelse forstærkes, når de ser deres narcissistiske eks-partner poste ting på de sociale medier, hvor de fremstår glade og ovenpå.

 

Det bekræfter igen kvindens undring og følelsen af ikke at betyde noget og får hende til at tænke:

  • Hvorfor er han ikke ked af det?
    • Hvorfor virker han så ovenpå?

Nogle kvinder fortæller, at de kan have et behov for at skrive til eks-partnerens kammerater eller spørge dem, hvis de støder ind i dem, hvordan den narcissistiske eks-partner har det. På den måde leder de efter små tråde fra kammeraten, der kan indikere, at eks-partneren også er i sorg over relationens afslutning.

 

Hvorfor ses der et mønster med narcissister i uafsluttede brud?

Her skal vi tilbage og se på, hvad det er for nogle konflikter, du har haft med narcissisten, mens I var sammen. For du vil nemlig her have spottet et mønster i, at jeres konflikter aldrig rigtig er blevet løst.

Der er altid sket noget, hvor det, der var sagens kerne i konflikten, er blevet flyttet over på noget andet. Måske startede konflikten med noget, du oplevede som sårende, men samtalen endte med at handle om dine fejl eller din måde at reagere på.

 

Du har måske indimellem drømt om: Hvorfor kan konflikter med min partner ikke være simple – eller ligesom de konflikter mine veninder oplever med deres partner, som virker små og lette at løse?

 

En narcissist ønsker ikke at finde en løsning. Det er den måde, narcissisten kan bibeholde magten i relationen, og det er den samme metode, narcissisten bruger, når parforholdet slutter.

På den måde kan narcissisten styre narrativet – og gerne på en måde, hvor han fremstår som den gode eller som offeret.

Det er den samme mekanisme, som narcissisten brugte i forholdet med de uforløste konflikter, som narcissisten nu gør brug af, efter det er slut mellem jer.

 

Hvorfor reagerer du så kraftigt på, at du ikke kan få din afslutning?

Jeg vil trække to temaer frem her, men der er flere lag til det end de to, jeg nævner.

 

Flokdyr-instinktet

Vi er som mennesker relationelle væsner, som er wired til forbindelse. Vi er født med denne del, og den er en del af vores overlevelsesstrategi.

Derfor kan det, når vi oplever at et parforhold får en brat afslutning, føles som om vi er blevet skubbet ud af flokken, og at vi nu står udenfor.

Vi kan derfor opleve en form for panik eller angst brede sig i hele kroppen.

 

Traumer fra barndommen og behovet for betydning

Der ses ofte en forbindelse mellem behovet for at finde betydning – altså følelsen af at jeg betyder noget – og et gammelt barndomssår.

Man kan for eksempel have oplevet forskelsbehandling mellem søskende, eller at man hele tiden har skulle præstere for at blive set og anerkendt af en forælder.

Uanset hvordan dette relationelle traume er opstået, er man ikke blevet spejlet tilbage af en eller begge forældre i, at man betyder noget og er god nok. Der er sket det modsatte, og det kan have skabt en indre fragmentering.

 

Mange kvinder udvikler derfor en overlevelsesstrategi, hvor de søger ekstern validering for at føle, at de betyder noget. Dette sker ofte, fordi de i opvæksten har skullet præstere, kæmpe, være forælderens terapeut eller indtage en voksenrolle i relationen til forælderen – for at få anerkendelse og oplevelse af værdi.

 

Når forholdet til en narcissist afsluttes uden nogen reel afslutning, rammes dette gamle relations-traume igen. Behovet for ekstern validering – at blive set og anerkendt – aktiveres, og derfor føles det ekstra smertefuldt og uafsluttet.

Der er naturligvis også andre faktorer og nuancer, der kan spille ind på, hvorfor det er svært at give slip, men her fokuserer vi på de to centrale temaer.

 

Når identiteten bliver påvirket

Vores identitet kan være blevet brudt ned undervejs i relationen. Mange kvinder fortæller, at de efter forholdet tvivler på deres egen dømmekraft, deres grænser og deres oplevelse af, hvad der faktisk skete i relationen.

Dette gør det sværere at finde klarhed og give slip, fordi man begynder at stille spørgsmål ved sig selv og sin oplevelse af forholdet.

 

Når du gennemgår et brud med en narcissist

Når du gennemgår et brud med en narcissist, kan det være vigtigt at opsøge terapeutisk hjælp i form af terapi.

I denne kontekst er det ikke altid nok med gode samtaler med veninder eller at læse om narcissisme. Begge dele er selvfølgelig hjælpsomme, men når et forhold til en narcissist afsluttes, er det en anden type brud og sorg. Det kan ikke sammenlignes med et forhold til en sund partner, der bliver afsluttet.

 

Dette skyldes blandt andet, at når du befinder dig i denne forvirring og mangler en afslutning på relationen, så sker der udover de to ovennævnte faktorer også det, at vores identitet kan være blevet brudt ned undervejs i relationen.

 

Uden hjælp fra en professionel terapeut kan vi derfor ofte finde os selv i at begynde at minimere situationer, der er sket i relationen. Vi kan begynde at få en mere selektiv hukommelse, hvor vi husker flere af de positive kvaliteter ved eks-partneren og de gode oplevelser i forholdet.

 

Hvorfor det bliver svært at give slip

Dette kan føre til selvbebrejdelse, samtidig med at traumet af ikke at betyde noget bliver forstærket. Det kan gøre det endnu mere smertefuldt, men også gøre det vanskeligt at give slip.

 

Det kan måske få dig til at søge tilbage til relationen eller holde meget øje med, hvad din eks-partner foretager sig.

Hvis der er noget af det ovennævnte, der vækker resonans, og du overvejer at søge professionel hjælp, er du altid velkommen til at sende en mail eller en besked.

 

Jeg tilbyder 15 minutters gratis afklarende samtale for dig, der overvejer et terapeutisk forløb hos en psykoterapeut MPF, som er specialist i psykisk vold og narcissistiske relationer.

 

Kærlig hilsen 

Majbritt Kristensen

Psykoterapeut MPF

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top