Kompliceret sorg efter psykisk vold

Kompliceret sorg efter psykisk vold

Sorg efter psykisk vold kan ikke sammenlignes direkte med et almindeligt brud. Den sorgproces, jeg møder i terapirummet, er ofte langt mere kompleks og uforudsigelig.

 

Jeg plejer at sige til mine klienter, at sorg efter psykisk vold er i en helt anden liga. fordi der er så mange modsatrettede oplevelser og følelser bundet op i relationen. En af de centrale årsager er, at vi som mennesker har svært ved at rumme modsatrettede sandheder om det samme menneske.

Du kan have oplevet kærlighed, nærhed og øjeblikke, hvor du følte dig elsket, set og betydningsfuld. Øjeblikke der var ægte og som betød meget for dig.

 

Og samtidig kan den samme person have nedværdiget dig, overskredet dine grænser, manipuleret dig eller gjort dig utryg og bange. Begge dele kan være sandt på samme tid.

 

Det er netop i dette spændingsfelt, at sorgen bliver kompliceret.

Book en afklarende samtale

Er du i tvivl om, hvorvidt jeg er den rette terapeut for dig?

Kontakt mig for at aftale en gratis og uforpligtende telefonsamtale på 20 minutter. Her kan du kort fortælle om det, du søger hjælp til, stille spørgsmål og mærke efter, om vi er et godt match.

 

Send mig en sms eller mail for at aftale en tid.

Hvad er kompliceret sorg efter psykisk vold?

Kompliceret sorg efter psykisk vold er en række psykiske og fysiske efterreaktioner, som opstår i tiden efter bruddet. Det er noget, jeg ofte møder i mit arbejde som psykoterapeut, og det er et mønster, der går igen hos mange klienter, som har været udsat for psykisk vold.

 

Sorgen viser sig ikke kun som tristhed, men som en kompleks tilstand, hvor tanker, følelser og kroppen ofte reagerer samtidig.

 

Nedenfor er nogle af de mest typiske reaktioner, jeg ser i denne type sorgproces:

 

Tankemylder og rumination

  • Tankerne kører i ring og vender tilbage til situationer i relationen
  • Du gennemtrævler samtaler og episoder igen og igen
  • Der opstår indre dialoger med din eks-partner om, hvad der blev sagt eller gjort
  • Det kan ofte ende i selvbebrejdelse og tvivl på egne reaktioner

Indre uro og undgåelse af følelser

  • En tendens til at holde sig i gang for ikke at mærke det, der ligger under
  • Distraktion gennem aktivitet, arbejde eller tankemylder
  • Eller det modsatte: følelsesmæssig nedlukning og “numbness”
  • En slags overlevelsesstrategi, hvor følelserne holdes på afstand

Tvivl og mistillid til egen dømmekraft

  • Du kan begynde at tvivle på dine egne beslutninger
  • Mistillid til din egen intuition og virkelighedsopfattelse
  • En følelse af “gjorde jeg det rigtige?” efter bruddet

Angst og følelsesmæssige bølger

  • Perioder med panik eller intens angst
  • Følelser der kommer i bølger og overtager kroppen
  • Gør det svært at være i kontakt med sorgen på en rolig måde

Selvkritik og svækket adgang til vrede

  • Svært ved at mærke sund vrede
  • Selvkritik fylder mere end grænsesætning
  • En tendens til at vende det indad frem for at rette det udad

Ambivalens i relationen

  • Du kan både savne og frygte personen på samme tid
  • Der kan være en stærk længsel, selvom du ved, relationen var skadelig
  • Følelserne kan skifte hurtigt og virke modsatrettede

Forvrængning af oplevelsen af forholdet

  • Der kan opstå en tendens til at minimere det, der er sket, jo længere tid der går efter bruddet
  • Nogle oplever, at bestemte dele af forholdet gradvist bliver fortrængt
  • Samtidig kan der opstå det, man kan kalde “lyserøde skyer”, hvor minderne bliver mere positive og tvivlen vokser: “Var det nu egentlig så slemt?”
  • Denne bevægelse kan skabe stor forvirring og usikkerhed omkring ens egen oplevelse af relationen

Lettelse, frihed og undgåelse af sorgen

  • Nogle oplever en umiddelbar følelse af lettelse og frihed efter bruddet
  • Der kan opstå et stærkt ønske om bare at komme videre og ikke se tilbage
  • I denne proces kan sorgen blive nedprioriteret eller overset
  • Vrede eller bitterhed kan fylde mere end selve sorgen
  • For nogle bliver undgåelse en måde at beskytte sig selv mod at mærke det, der gør ondt under overfladen
  • Det kan betyde, at sorgen først dukker op senere, når tempoet falder, eller når kroppen ikke længere kan holde den på afstand

Identitetstab og tomhed

  • En følelse af ikke helt at vide, hvem du er længere
  • Usikkerhed omkring hvad du kan lide og hvem du er uden relationen
  • Et savn til partnerens tilstedeværelse som en slags “ramme” for din virkelighed.

Når sorgen vækker gamle familiemønstre

Sorg efter psykisk vold kan også vække noget, der rækker længere tilbage end den relation, du har været i. Måske genkender du mønstre fra din opvækst eller familie, hvor følelser, behov og grænser ikke blev mødt eller respekteret.

 

Nogle gange kan der være tale om belastninger og relationelle mønstre, som er blevet ført videre gennem generationer. Det kan gøre sorgen mere kompleks, fordi du ikke kun står med tabet af relationen, men også med ældre følelsesmæssige erfaringer, der bliver berørt.

 

Meningsløshed, uretfærdighed og eksistentielle spørgsmål

Sorgen kan også vække grundlæggende spørgsmål om livet, kærligheden og det, du har mistet. Måske oplever du en dyb følelse af uretfærdighed over det, du har været udsat for, eller over den tid og de muligheder, du ikke får tilbage.

 

Der kan også være en sorg over ikke at få den fredelige skilsmisse, du havde håbet på. Måske står du fortsat i svære samarbejdsproblemer med din tidligere partner om jeres fælles børn, hvor konflikter og oplevelser af uretfærdighed bliver ved med at fylde.

 

Det kan efterlade en følelse af meningsløshed og spørgsmål som: Hvorfor skete det for mig? Hvordan kunne et menneske, jeg elskede, behandle mig sådan? Og hvordan kommer jeg videre med noget, jeg aldrig får en forklaring på?

 

Nogle tab kan ikke gøres om. Derfor kan sorgen også handle om at finde en måde at leve videre med det, der er sket, uden at skulle acceptere eller finde mening i selve den psykiske vold.

Euforisk hukommelse

Der findes et begreb, der hedder euforisk hukommelse.

Min erfaring som psykoterapeut er, at det er nært beslægtet med det, vi kender som nostalgi. Begge dele aktiverer minder fra relationen, som kan føles særligt betydningsfulde — og som ofte bliver fremhævet i bevidstheden.

 

Når euforisk hukommelse bliver aktiveret, kan hjernen komme til at forstærke de gode dele af relationen. Det betyder, at savnet kan føles mere intenst og mere “sandt” i kroppen, end det opleves rationelt.

Det kan skabe en stærk længsel efter at vende tilbage til det, der føltes godt.

 

I mit arbejde ser jeg ofte et overlap mellem euforisk hukommelse og nostalgi, og det bliver tydeligt, hvordan vores relationelle mønstre også kan være formet tidligt i livet. Nogle gange bliver savnet en måde at holde fast i noget velkendt, som samtidig kan gøre det sværere at give slip og bevæge sig ind i sorgen.

 

Krop og kognition arbejder i forskelligt tempo

Selv når du forstår situationen med din bevidsthed, kan kroppen stadig reagere ud fra tilknytning, vane og følelsesmæssig binding.

Det skaber en oplevelse af, at du “ved bedre”, men stadig føler noget andet.

Og det er netop denne forskydning, der kan gøre savnet så forvirrende og intenst.

 

Tilknytningens betydning

En anden vigtig forklaring på, hvorfor savnet kan være så stærkt, handler om tilknytning.

 

Som mennesker er vi skabt til at knytte os til andre mennesker. Når vi har været følelsesmæssigt investeret i en relation gennem længere tid, opbygger kroppen og nervesystemet en tilknytning til den anden person. Derfor forsvinder længslen eller savnet ikke nødvendigvis samtidig med, at vi på et logisk plan erkender, at relationen ikke var sund for os.

 

Det betyder ikke, at du er på vej tilbage til relationen, eller at du har truffet den forkerte beslutning ved at gå. Det betyder ofte blot, at dit tilknytningssystem stadig er i gang med at omstille sig til et liv uden den person, der tidligere fyldte så meget i din hverdag og følelsesmæssige verden.

 

For nogle mennesker kan denne proces være tæt forbundet med traumebinding og følelsesmæssig afhængighed. Hvis du ønsker en mere dybdegående forklaring på disse mekanismer, kan du læse mere på min infoside om traumebinding som du kan læse om lige her:

Sådan foregår en typisk terapi for kompliceret sorg efter psykisk vold

Sorg efter psykisk vold kan være kompleks og rumme mange modsatrettede følelser. I terapien tager vi udgangspunkt i det, der fylder for dig, og undersøger sammen, hvad du har brug for at arbejde med.

Vi undersøger det, du har mistet

Vi udforsker de tab, der knytter sig til relationen. Det kan være tabet af kærlighed, tillid, tid, fremtidsdrømme eller en uskyldig tro på kærligheden. Vi giver også plads til den meningsløshed, som kan opstå, når noget betydningsfuldt er gået tabt.

Vi ser på det, der stadig binder dig

Vi undersøger de følelser og konflikter, som kan være svære at lægge bag sig. Det kan være oplevelsen af uretfærdighed, behovet for svar eller anerkendelse eller belastninger, der fortsætter efter bruddet, eksempelvis i samarbejdet om fælles børn. Sammen ser vi på, hvordan disse oplevelser påvirker dig, og hvad der kan hjælpe dig med at stå i dem.

 

Vi arbejder med dine følelser, kroppen og reaktioner

Sorg efter psykisk vold kan vække stærke og modsatrettede følelser, som kan være svære at mærke og rumme. I terapien undersøger vi både følelserne og de reaktioner, der opstår i kroppen. Vi nærmer os gradvist det svære med opmærksomhed på kroppens signaler og grænser, så du ikke presses ud i overvældelse. Målet er at udvikle din kapacitet til at mærke og rumme selv stærke og konfliktfyldte følelser uden at miste kontakten til dig selv.

 

Vi finder tilbage til dig selv

Vi undersøger, hvordan dine erfaringer har påvirket forholdet til dig selv, dine behov og dine grænser. Herfra arbejder vi med at skabe større frihed til at mærke dig selv og finde din egen vej videre. Terapien tilpasses løbende dine behov og det, der bliver muligt at arbejde med undervejs.

 

Min terapeutiske tilgang – når forståelse ikke kan stå alene

Ved kompliceret sorg efter psykisk vold og narcissistisk skade kan det være vigtigt at skabe en kronologisk tidslinje over det, der er sket. Mange oplever forvirring og har været udsat for, at deres oplevelser er blevet betvivlet eller fordrejet. Her kan det kognitive arbejde hjælpe med at skabe overblik, sammenhæng og en større forståelse af det, man har været igennem.

 

Men mange har også brugt uendelige mængder af tid på at analysere, forstå og forsøge at gøre sig selv forståelige. Derfor er det ikke altid nok kun at arbejde med tankerne og forståelsen. Jeg bringer også en kropslig og oplevelsesorienteret tilgang ind i mit terapeutiske arbejde, hvor jeg blandt andet inddrager principper fra intensiv dynamisk korttidsterapi (ISTDP) og gestaltterapeutiske metoder. Her arbejder vi mere direkte med de følelser, indre konflikter og kropslige reaktioner, der knytter sig til sorgen.

 

Jeg inddrager også en eksistentiel tilgang, hvor der er plads til at arbejde med de grundlæggende spørgsmål, sorgen kan vække. Det kan handle om meningsløshed, tabet af en uskyldig tro på kærligheden eller erkendelsen af, at noget værdifuldt er gået tabt og ikke kan komme tilbage. Her handler arbejdet ikke nødvendigvis om at finde en forklaring eller mening med det, der er sket, men om at kunne være med de spørgsmål og følelser, som tabet efterlader.

 

Mit vigtigste fokus er at skabe tryghed i den terapeutiske relation, hvor kroppen får mulighed for at finde tilbage til ro og regulering. Men også en tryghed, hvor der er plads til at udfordre og gradvist nærme sig stærke og konfliktfyldte følelser. Det gør vi med respekt for kroppens grænser, din kapacitet og dit individuelle tempo.

 

Hvad siger tidligere klienter

Her kan du læse, hvordan tidligere klienter har oplevet terapien hos mig

Anonym kvinde, 11 samtaler

Jeg kontaktede Majbritt ca. et år efter min sidste forhold havde sluttet. Jeg kæmpede med en masse eftervirkninger og selv om jeg havde tilegnet mig en masse viden og forståelse, sad jeg fast i “håbet” om ex-partneren  og jeg kunne ikke alene se i øjnene, hvor slemt det i virkeligheden havde stået til i mit forhold.


Efter en række samtaler hvor Majbritt gav mig en del ressourcer ud over samtaleterapien – bøger m.m. – var der så meget genkendelse og indsigt i hvordan voldelig og manipulerende adfærd kan se ud – at virkeligheden begyndte at gå op for mig; og den havde dybe rødder og er en stor mundfuld at arbejde med, da mit syn på alle mine relationer forandrede sig.

 

Majbritt har været meget skarp til at hjælpe mig med at forstå især de mere subtile og næsten usynlige måder, at en manipulerende partner kan kontrollere og forvirre én. Hvis man, som jeg, især har haft ængstelige, ustabile partnere, som gør sig selv skrøbelige og hjælpeløse – er det svært at forstå at de gør noget forkert og har et ansvar.

 

Majbritt er den type terapeut der udtrykker sit eget faste synspunkt og den faktor har været helt afgørende for mig. Hun er fagligt stærk, fintfølende men udfordrende og dygtig til at sætte en tryg ramme for samtalerne. Jeg har for hver session følt mig klogere, roligere og forstærket i troen på mig selv og dét jeg har oplevet. På nuværende tidspunkt, er jeg stadig i terapi men med lavere frekvens. Jeg får sat flere grænser i mit liv og har en helt anderledes orientering i forhold til relationer. For første gang i mit liv, kan jeg faktisk fokusere på mig selv og har mistet interessen for at redde andre.

Caroline, mor til 4, efter 5 samtaler

Når man har været udsat for psykisk og fysisk vold – som jeg – har man brug for professionel støtte og samtaleterapi til at genfinde fodfæste.  Majbritt er dybt professionel og har en imponerende viden og forståelse om vold i nære relationer. Det er vigtigt at kunne føle sig fuldstændig sikker og tryg når man begynder at åbne op for alle de voldsomme hændelser og svære følelser.

 

Jeg var fuldstændig blown-away når  Majbritt i begyndelsen af vores samtaler fik en lille flig men alligevel kunne kile sig helt ind til problemets kerne og forstå og forklare PRÆCIS det jeg oplevede.  Majbritt har støttet mig i vores samtaleforløb så jeg først og fremmest kunne lægge en dæmper på de svære følgevirkninger der er efter et voldeligt forhold med meget høj stress. Og dernæst har jeg turde tage skridtet videre og kigge indad på mine skyggesider. Jeg har omsider turde omsætte viden og grænser til handling. Mit samarbejde med Majbritt er bestemt ikke slut. Jeg kan kun anbefale Majbritt til alle kvinder som enten står i en meget svær situation i et forhold som er usundt, giftigt eller voldeligt. Eller har forladt eller er blevet forladt af en voldelig partner.

Sådan kommer du i gang med din terapi

Første samtale tilbydes som udgangspunkt inden for en uge.

20 min telefonisk gratis afklarende samtale

Stil spørgsmål, book tid, eller mærke efter om vi matcher. Samtalen er uforpligtende og foregår fortroligt.

Tid indenfor få dage

Første samtale tilbydes som udgangspunkt inden for en uge og for nye klienter er første samtale på 90 min.

Jeg besvarer opkald torsdag og fredag kl. 8.45–9.30.

Ring +45 41200317

 

Akuttid inden for 24 timer

Ring +45 41200317, hvis du ikke finder en tid online booking.

 

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Den gratis afklarende samtale er en kort og uforpligtende telefonsamtale, hvor du har mulighed for at fortælle lidt om det, du står i, stille spørgsmål og mærke efter, om jeg er den rette terapeut for dig.

 

Det er ikke en terapisamtale, men en mulighed for, at vi kort kan tale sammen, inden du beslutter dig for at begynde i terapi.

Jeg afsætter 90 minutter til den første terapisamtale med nye klienter, så vi har god tid til at skabe et overblik over din situation.

 

Vi taler om din historie, hvordan du selv oplever det, du søger hjælp til, og hvordan din livssituation ser ud i dag. Vi undersøger også, hvad der belaster dig, og hvilke ressourcer du har at trække på.

 

Undervejs sporer vi os ind på det, der fylder mest for dig, og der vil ofte være tid til at udforske det nærmere i selve samtalen.

 

På den baggrund taler vi om dine ønsker og mål for terapien, og hvordan vi sammen kan tilrettelægge det videre forløb.

Den første terapisamtale varer 90 minutter, mens de efterfølgende samtaler varer 60 minutter.

 

Første terapisamtale på 90 minutter: 1200 kr

 

Efterfølgende terapisamtaler: 1200 kr

Du kan også se mine aktuelle priser på prissiden Priser og tilskud.

Det er individuelt, hvor mange samtaler du har brug for. Det afhænger blandt andet af, hvad du kommer med, og hvad du ønsker at arbejde med.

 

Nogle har brug for et kortere forløb, mens andre har behov for at arbejde med deres oplevelser og følelsesmæssige reaktioner over længere tid.

Vi taler løbende om, hvordan terapien udvikler sig, og hvad der giver mening for dig.

Nej, du behøver ikke en henvisning fra din læge for at begynde i terapi hos mig. Du kan kontakte mig direkte og booke en samtale.

 

En lægehenvisning giver ikke offentligt tilskud til psykoterapi hos mig.

Du kan læse mere på siden Priser og tilskud.

Som udgangspunkt betaler du selv for dine terapisamtaler. Nogle sundhedsforsikringer og pensionsordninger kan dog helt eller delvist dække udgiften til psykoterapi.

 

Det afhænger af din konkrete ordning, og om du kan vælge mig som behandler.

Du kan læse mere om mulighederne på siden Priser og tilskud.

En psykolog har en universitetsuddannelse i psykologi og er uddannet til blandt andet at undersøge, vurdere og udrede psykiske problemstillinger. Psykolog er en beskyttet titel i Danmark.

 

En psykoterapeut har en anden uddannelsesvej med fokus på det terapeutiske arbejde. Titlen psykoterapeut er ikke beskyttet, men betegnelsen psykoterapeut MPF betyder, at terapeuten er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og opfylder foreningens krav til uddannelse, erfaring, supervision og etik.

 

En væsentlig forskel er, at psykologer kan arbejde med klinisk udredning og diagnosticering. Som psykoterapeut stiller jeg ikke kliniske diagnoser, men jeg arbejder med at forstå og bearbejde de følelsesmæssige og psykiske vanskeligheder, du oplever. Det kan eksempelvis være sorg, angst, uro eller depressive symptomer.

 

Både psykologer og psykoterapeuter kan tilbyde samtaleterapi. Det er derfor også relevant at se på den enkelte behandlers erfaring, specialisering og terapeutiske tilgang.

 

Som psykoterapeut MPF arbejder jeg særligt med relationelle problemstillinger, psykisk vold, traumebinding og de følelsesmæssige følger, som skadelige relationer kan efterlade.

Ja, jeg tilbyder også online terapi, hvis du foretrækker det, eller hvis du bor længere væk.

 

Vi arbejder med de samme temaer som ved fysisk fremmøde, og terapien tager udgangspunkt i din situation og dine behov.

Ja. Terapien kan både give plads til sorgen over det, der er sket, og til de følelser og udfordringer, som et fortsat samarbejde kan vække

Nej. Hvis du oplever forvirring eller har svært ved at skabe sammenhæng i dine oplevelser, kan det netop være noget af det, vi arbejder med, eksempelvis ved at skabe en kronologisk tidslinje.

Medlem af Dansk Psykoterapeutforening 

CVR 37891053

© 2026 Psykoterapeut Majbritt Kristensen

 

Scroll to Top