Psykisk vold
Psykisk vold i parforhold – når du er i tvivl om dit forhold er sundt
Oplever du en vedvarende uro i dit forhold, hvor du ofte ender med at tvivle på dig selv?
Mange mennesker, der lever i psykisk voldelige relationer, opdager det ikke med det samme. Det starter sjældent som noget tydeligt eller voldsomt. Tværtimod kan det udvikle sig gradvist gennem små kommentarer, tavshed, kritik, kontrol eller subtile måder at få dig til at føle dig forkert på.
Over tid begynder noget at ændre sig indeni. Du kan måske mærke, at du bliver mere usikker i dine egne reaktioner. At du begynder at veje dine ord. At du tænker mere over, hvordan den anden vil reagere, end over hvad du egentlig selv føler.
Mange beskriver det som en stille bevægelse ind i tvivl. Ikke bare tvivl om relationen, men tvivl på sig selv.
“Er det mig, der overreagerer?”
“Er jeg for følsom?”
“Ser jeg forkert på det hele?”
Psykisk vold handler sjældent om enkelte episoder alene. Det handler ofte om en relationel dynamik, hvor din oplevelse af virkeligheden gradvist bliver mere usikker.
Hvor dine følelser bliver mødt med modstand, fordrejning eller nedtoning, og hvor du langsomt kan komme til at miste tilliden til din egen dømmekraft.
Hvordan psykisk vold kan komme til udtryk
Psykisk vold kan komme til udtryk på mange forskellige måder. I nogle relationer viser den sig som gentagen kritik, nedgørelse eller ydmygelser. I andre viser den sig gennem tavshed, afvisning eller forskellige former for følelsesmæssig straf.
En form for følelsesmæssig straf er stonewalling, hvor din partner lægger dig på is, ignorerer dig i flere timer eller dage og opfører sig, som om du ikke eksisterer.
I mit terapeutiske arbejde møder jeg mennesker, der beskriver denne form for tavshed som noget af det mest smertefulde, de har oplevet. Når den person, du elsker, får dig til at føle, at du ikke eksisterer, kan det være dybt nedbrydende for selvværdet og skabe en vedvarende følelse af utryghed, stress og angst.
Psykisk vold kan også vise sig på mere subtile måder. Nogle oplever, at partneren konsekvent taler om dem i tredje person, selv når de er til stede.
Andre beskriver, at partneren gentagne gange vækker dem om natten eller insisterer på lange diskussioner langt ud på natten – særligt før en eksamen, en vigtig arbejdsdag eller en anden begivenhed, hvor overskud og koncentration er afgørende. Når søvnen bliver forstyrret igen og igen, kan det påvirke både din koncentration, din følelsesmæssige robusthed og din evne til at mærke dine egne grænser. Over tid kan det gøre det sværere at vurdere relationen klart.
For nogle handler psykisk vold om kontrol, jalousi eller manipulation. Det kan være, at din partner overvåger, hvem du taler med, bestemmer, hvordan du bruger dine penge, eller får dig til at føle skyld, når du ønsker tid med familie eller venner. Manipulationen kan være så subtil, at du gradvist begynder at tvivle på, om dine egne oplevelser og følelser overhovedet er berettigede.
Psykisk vold handler sjældent om én enkelt episode. Det er de gentagne handlinger og den vedvarende adfærd, der over tid skaber et mønster af kontrol, nedbrydning og usikkerhed. De enkelte episoder kan hver især virke harmløse eller blive bortforklaret.
Men når de gentager sig igen og igen og bliver en del af relationens dynamik, kan de gradvist nedbryde dit selvværd og tilliden til dine egne oplevelser.
I mit terapeutiske arbejde møder jeg mange mennesker, som først efter lang tid opdager, at de har været udsat for psykisk vold. De beskriver en konstant indre uro, en følelse af at gå på æggeskaller og en usikkerhed på, om det virkelig var dem selv, der var problemet. Det er netop dét, der gør psykisk vold så vanskelig at få øje på – den udvikler sig gradvist og flytter langsomt grænserne for, hvad man begynder at opfatte som normalt.
Når du begynder at miste dig selv i relationen
Når man står i psykisk vold, sker der ofte noget meget stille over tid: man begynder gradvist at tilpasse sig mere og mere.
En af de tydeligste måder, det kan vise sig på, er, når du begynder at give slip på ting, der tidligere var en vigtig del af dig. Det kan være interesser, rutiner eller relationer, som før gav dig glæde og energi.
Måske har du tidligere elsket at træne og passe din krop, men begynder at mærke, at det skaber konflikt i din relation. Din partner reagerer måske med usikkerhed, kontrol eller kritik – over hvem du er sammen med, eller hvordan du bruger din tid. Over tid kan det føre til, at du begynder at trække dig fra det, der egentlig er vigtigt for dig, ikke fordi du har lyst, men fordi du ikke orker de diskussioner, det udløser.
Det samme kan ske i relation til venner og fællesskaber. Invitationer bliver måske afslået oftere, og du begynder at isolere dig lidt mere fra det liv, der før gav dig glæde.
For nogle går det også den anden vej: de kæmper for at holde fast i sig selv, men ender ofte i gentagne konflikter omkring deres behov.
Det kan føre til en stigende indre tvivl:
Er jeg urimelig? Forventer jeg for meget? Er det mig, der er problemet?
Mange begynder også at søge bekræftelse udenfor relationen. Det kan være ved at vende tilbage til veninder igen og igen for at få hjælp til at forstå situationer, fordi man ikke længere stoler på sin egen oplevelse af, hvad der er rimeligt og ikke rimeligt.
Ikke fordi man ønsker det, men fordi det gradvist bliver nødvendigt for at skabe ro indeni.
Over tid kan det føre til, at man begynder at holde mere tilbage med sine behov, undgår konflikter og bliver mere i tvivl om sine egne grænser. Langsomt kan det blive sværere at mærke, hvad der egentlig er rigtigt for én selv.
Det er vigtigt at understrege, at psykisk vold forstås som et vedvarende mønster i relationen – ikke enkelte misforståelser eller konflikter i et ellers trygt forhold, hvor der er plads til dialog og gensidig regulering.
Book en gratis og uforpligtende afklarende samtale (20 min)
Her kan du kort dele din situation, og vi finder sammen ud af, om terapi er det rette næste skridt for dig.
📧 Mail: terapi@majbrittkristensen.dk
📱 SMS: 41 200317
Tegn på psykisk vold
Hvis du er usikker på, om du oplever psykisk vold, kan følgende kriterier hjælpe dig med at genkende mønstre:
- Du bliver ydmyget og talt ned til, eller der bliver gjort grin med dig foran andre mennesker.
- Dine meninger, ideer, forslag eller behov bliver nedgjort, eller du oplever ligegyldighed.
- Du bliver beskyldt mødt med sarkasme eller bliver “drillet”, for at du skal føle dig dårlig tilpas.
- Du bliver beskyldt for at være følsom, så brodden bliver taget af de nedledende kommentarer.
- Du bliver kontrolleret og behandlet som et barn.
- Du føler, at du skal have tilladelse til at træffe beslutninger eller til at gå ud.
- Din økonomi og dit forbrug bliver kontrolleret.
- Din person, dine håb, drømme og bedrifter bliver forklejnet og bagataliseret.
- Alt bliver fremlagt som om, du altid tager fejl, mens din partner altid har ret.
- Du møder misbilligende eller foragtende blikke og kropssprog.
- Der bliver jævnligt stillet skrap på dine fejl og mangler.
- Du bliver beskyldt for ting, som du selv ved ikke er sande.
- Din partner er ude af stand til at grine af sig selv og tolererer heller ikke, at andre gør det.
- Din partner kan ikke acceptere selv de mindste tegn på manglende respekt.
- Din partner prøver at bortforklare sin opførsel, forsøger at give andre skylden og har svært ved at sige undskyld.
- Din partner overtræder igen og igen dine personlige grænser og ignorer dine ønsker.
- Du får skylden for din partners problemer, vanskeligheder i livet og tristhed.
- Din partner giver dig øgenavne, klistrer ubehagelige labels på dig eller kommer med skarpe bemærkninger.
- Din partner virker det meste af tiden følelsesmæssigt fraværende og svær at nå ind til.
- Din partner surmuler og trækker sig tilbage for at få opmærksomhed.
- Din partner udviser ikke empati eller medfølelse over for dig.
Gaslighting og forvirring i virkeligheden
I nogle relationer kan der være elementer af gaslighting, hvor du gradvist begynder at tvivle på dine egne oplevelser og din egen hukommelse.
Det kan komme til udtryk gennem udsagn, der direkte udfordrer din oplevelse af, hvad der er sket.
Det kan for eksempel være sætninger som:
“det var ikke det, der skete”, “du husker forkert” eller “lad mig forklare dig, hvad der egentlig skete”.
Nogle oplever også at få deres reaktioner gjort forkerte gennem udsagn som:
“det var bare en joke”, “du kan ikke tage en joke”, “du er for følsom” eller “man kan ikke kommunikere med dig”.
I nogle relationer kan der også blive trukket på din personlige historie eller sårbarheder – for eksempel tidligere angst eller svære oplevelser – som bliver brugt til at så tvivl om din dømmekraft eller din stabilitet.
Gaslighting handler ikke om én enkelt sætning, men om en gentagen forvrængning eller nedtoning af din oplevelse. Over tid kan det skabe en dyb indre forvirring, hvor du begynder at miste tilliden til dine egne sanser, reaktioner og erindringer.
I nogle tilfælde beskriver mennesker, at de begynder at mistro deres egen mentale klarhed og tvivle på, om de husker eller oplever ting korrekt. Denne form for usikkerhed kan gøre en person mere sårbar over for at begynde at tro på partnerens udlægning af virkeligheden frem for sin egen oplevelse.
I mit terapeutiske arbejde møder jeg mennesker, der beskriver, hvordan denne dynamik gradvist kan føre til, at de begynder at tvivle på deres egen dømmekraft og i højere grad læner sig op ad partnerens version af virkeligheden – også selv når noget føles forkert indeni.
Det kan opleves som en dyb indre usikkerhed, hvor man begynder at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse. I de tilfælde, hvor man ikke længere stoler på sine egne oplevelser eller sin dømmekraft, er det vigtigt at søge professionel hjælp.
Hvis du genkender dig selv i dette
Hvis noget af det her vækker genklang i dig, er det ikke et tegn på svaghed. Det er ofte et tegn på, at du har været i en relation, hvor dine grænser og din oplevelse gradvist er blevet udfordret.
Der findes ikke én enkel måde at forstå psykisk vold på, og det kan tage tid at få klarhed. Mange oplever først efterfølgende, hvor meget de har været påvirket af dynamikken i relationen.